Viser

Vi er tit misundelige på svenskerne. De har så meget vi ikke har: Volvo, store søer, store skove og ikke mindst en stor visetradition. Bellman og alt det der. Men når man graver lidt i det, har vi også en livskraftig visetradition i Danmark. Specielt fra begyndelsen af 1900-tallet og frem. Meget ofte vævet sammen med de utallige revyer, som 1900-tallet var så rig på.

Den tradition plukker vi hæmningsløst fra. Men vi gør det på vores måde, som ta’r farve af vores udgangspunkt I jazzmusikken. Vi synes, det giver de ældre viser et moderne og nutidigt præg, som skræller alderen af og lader de almenmenneskelige kvaliteter i sangene stå tilbage.

Vores repertoire strækker sig fra ældre ting fra Kaj Normann Andersen og Åge Steentofts hånd over Otto Brandenburgs udgave af ‘To Lys på et Bord’, opdateringer af sange af Carl Nielsen og til nyere ting fra bl.a. Kim Larsen og Benny Andersens værksted.

Netop fordi den svenske visetradition er så stærk, og fordi Eva Malmqvist har svenske aner, har vi naturligvis også et svensk viseprogram, der spænder fra traditionelle sange (Ack Värmland), hvor vi også kan fortælle lidt om de svenske visemagere fra Bellman og Wennerberg, til de mere moderne fra 1900-tallet (Taube, Adolphson, Wreeswijk).

For alle arrangementer gælder, at vi skræddersyr vores program til jeres ønsker og naturligvis også medvirker og akkompagnerer til eventuelle fællessange.